Rikkes historie
“Det var ikke min skyld”
Rikke fik en hjernerystelse, som ikke bare gik over.
I lang tid kæmpede hun med træthed, uro og en krop, hun ikke længere kunne regne med.
Her deler hun sin historie – om tvivl, overbelastning og om langsomt at finde ro igen.
Det begyndte med et slag – og fortsatte bagefter
Rikke slog hovedet mod bagsmækken på sin bil. Det gjorde ondt, men ikke mere end hun tænkte, at hun kunne fortsætte sin dag.
“Jeg slog hovedet og bandede lidt. Jeg havde travlt og tænkte ikke, at det var noget særligt.”
Først senere begyndte kroppen at reagere. Trætheden kom snigende, hovedet føltes anderledes, og det blev sværere at være i støj og tempo.
At være sammen med andre, handle ind, være i rum med mange lyde eller følge med i samtaler krævede pludselig langt mere energi.
Ting, der før var helt almindelige, begyndte at føles som for meget.
Det er en fortælling, jeg hører igen og igen fra mennesker, der har fået en hjernerystelse.
Når kroppen ikke gør, som den plejer
Noget af det sværeste for Rikke var, at kroppen blev uforudsigelig. Hun vidste ikke længere, hvordan hun ville have det fra dag til dag.
“Jeg kunne ikke regne med mig selv. Nogle dage kunne jeg lidt – andre dage næsten ingenting.”
Den usikkerhed skabte både uro og frustration. Rikke begyndte at tvivle på, om hun gjorde noget forkert, eller om hun bare burde tage sig mere sammen.
Det er en tvivl, mange oplever efter en hjernerystelse. Når symptomerne ikke går væk af sig selv, kan man nemt komme til at lægge skylden på sig selv.
Overbelastning – også uden at man mærker det med det samme
For Rikke blev det tydeligt, at kroppen havde været belastet over længere tid. Ikke kun af selve slaget, men også af at fortsætte, som hun plejede, uden at give kroppen den ro, den havde brug for.
“Jeg opdagede først senere, hvor meget jeg egentlig havde presset mig selv.”
Kroppen sagde fra – ikke fordi hun gjorde noget forkert, men fordi den ikke længere kunne mere.
Det er vigtigt at vide:
Når symptomer efter en hjernerystelse bliver ved, er det sjældent et tegn på svaghed.
Det er ofte et tegn på, at kroppen har været overbelastet og har brug for hjælp til at finde ro igen.
At give kroppen tid og støtte handler ikke om at give op – men om at tage signalerne alvorligt.
“Det var ikke min skyld”
Et vigtigt vendepunkt for Rikke var erkendelsen af, at hun ikke var forkert.
At kroppen reagerede, fordi den havde været presset – ikke fordi hun havde gjort noget galt.
"Det gjorde en stor forskel for mig at forstå, at det ikke var min skyld.”
Langsomt begyndte Rikke at give kroppen mere plads. Mindre pres. Mere opmærksomhed på signalerne.
Og med tiden begyndte der at komme mere ro.
At finde en ny balance
Rikke beskriver, hvordan hun gradvist lærte at mærke kroppen igen og acceptere, at hun ikke kunne det samme som før – i hvert fald ikke endnu.
Det var ikke en hurtig proces.
Men små skridt gjorde en forskel.
"Jeg begyndte at få mere tillid til kroppen igen.”
For mange er det netop her, forandringen begynder. Når kampen slipper, og kroppen får lov til at finde sin egen rytme.
Har du brug for hjælp til at finde ro i kroppen?
Hvis du genkender noget af det, Rikke fortæller, kan en uforpligtende samtale være et godt første skridt.
Her kan vi tale om dine symptomer og om, hvordan jeg arbejder med behandling af følger efter hjernerystelse.
Du kan booke samtalen online, når det passer dig.
Eller skriv til mig, hvis du har spørgsmål.
Denne artikel er skrevet af Kirsten Basballe
Kirsten er uddannet kranio sakral terapeut og arbejder dagligt med mennesker, der oplever følger efter hjernerystelse, stress, uro, smerter og belastning af nervesystemet.
Artiklerne på Ro & Velværes blog er skrevet med udgangspunkt i klinisk erfaring og et ønske om at skabe ro, forståelse og tryghed.