Når et menneske får en hjernerystelse, rammer det sjældent kun den, der slog hovedet.
Som pårørende kan det være svært at forstå, hvad der sker, når symptomerne ikke forsvinder
– og når det, man ser udefra, ikke stemmer overens med det, den ramte mærker indeni.
Her kan du læse om nogle af de reaktioner, der ofte følger med, og om hvorfor forståelse og ro fra omgivelserne kan gøre en stor forskel.

Mange pårørende fortæller, at noget af det sværeste ved hjernerystelse er, at den ikke kan ses. Den, der er ramt, ser ofte ud, som de plejer, og kan måske også klare enkelte ting i hverdagen. Alligevel er der en træthed, en uro eller en sårbarhed, som ikke er synlig, men som fylder meget.
Det kan skabe forvirring og frustration.
Måske oplever du, at der er stor forskel fra dag til dag, og at noget, der kunne lade sig gøre i går, ikke er muligt i dag.
Det er helt naturligt at undre sig over – og nogle gange også at blive i tvivl om, hvad der egentlig foregår.
I mange familier må hverdagen justeres, når én er ramt af følger efter hjernerystelse.
Måske deltager den ramte mindre i fælles aktiviteter, måske må planer ændres eller aflyses med kort varsel, og måske er der behov for mere ro og forudsigelighed end tidligere.
For dig som pårørende kan det føles som et tab.
Man kan savne det fælles tempo, spontaniteten og den måde, hverdagen plejede at fungere på.
Samtidig kan der opstå en følelse af magtesløshed, fordi man gerne vil hjælpe, men ikke ved hvordan.
Noget af det vigtigste at forstå er, at den ramte sjældent vælger at sige fra.
Det er kroppen, der sætter grænsen.
Når nervesystemet er belastet efter en hjernerystelse, kan selv små krav eller indtryk føles overvældende.
Det handler ikke om manglende vilje eller engagement, men om at kroppen ikke har den samme kapacitet som før.
Mange kæmper samtidig med dårlig samvittighed over ikke at kunne det samme som tidligere, og her kan omgivelsernes reaktioner – også de velmenende – komme til at betyde meget.
Et pres for at “prøve lidt mere” eller “tage sig sammen” kan i virkeligheden gøre det sværere for kroppen at finde ro.
Det er vigtigt at vide:
Når symptomer efter hjernerystelse svinger fra dag til dag, er det ikke, fordi den ramte er inkonsekvent eller ikke gør sit bedste.
Det er ofte nervesystemets måde at reagere på belastning og på mængden af indtryk.
Forståelse, tålmodighed og justerede forventninger fra omgivelserne kan være en vigtig del af helingsprocessen, også selvom man som pårørende ikke kan fjerne symptomerne.
Som pårørende kan du ikke tage symptomerne væk, men du kan støtte ved at skabe mere ro omkring den ramte.
Det kan være ved at acceptere, at dagsformen varierer, ved at give plads til pauser uden dårlig samvittighed og ved at spørge nysgerrigt ind, fremfor at antage, hvad der er muligt.
Nogle gange er det mest hjælpsomme ikke at komme med løsninger, men blot at være til stede og vise, at man tror på det, den anden mærker.
Den form for støtte kan give kroppen bedre betingelser for langsomt at finde tilbage til balance.
Det er vigtigt at huske, at det også kan være belastende at være pårørende.
At stå på sidelinjen, tage ekstra ansvar og samtidig forsøge at forstå noget, der er usynligt, kan tære på kræfterne.
Derfor er det helt naturligt, hvis du som pårørende også bliver træt, frustreret eller i tvivl undervejs.
Det betyder ikke, at du gør noget forkert – det betyder, at situationen kræver meget af jer begge.
Når én i familien er ramt af følger efter hjernerystelse, kan det være en lettelse at få støtte udefra.
Her kan der blive sat ord på det, der sker i kroppen, og på hvordan både den ramte og de pårørende kan navigere mere nænsomt i hverdagen.
Hvis I har brug for en uforpligtende samtale, er I altid velkomne til at tage kontakt.
I kan booke samtalen, når det passer jer.
Eller skriv til mig, hvis du har spørgsmål.
Denne artikel er skrevet af Kirsten Basballe
Kirsten er uddannet kranio sakral terapeut og arbejder dagligt med mennesker, der oplever følger efter hjernerystelse, stress, uro, smerter og belastning af nervesystemet.
Artiklerne på Ro & Velværes blog er skrevet med udgangspunkt i klinisk erfaring og et ønske om at skabe ro, forståelse og tryghed.