Nærvær i en travl tid

Udgivet: 11.04.25

Nærvær - hvorfor er det vigtigt, og hvorfor det kan være så svært?

 

Kender du det? 

 

Du sidder overfor en ven. Du har haft en lidt svær uge og er i gang med at dele noget, der har sat sig lidt i kroppen. Du er ikke halvvejs igennem din sætning, før du ser, at hun kigger ned på sin telefon. Måske for at tjekke en notifikation. Måske bare af vane. Du stopper lidt op. Trækker dig lidt ind i dig selv. Det føles ikke rart.

 

De fleste af os har prøvet det – både at være den, der bliver overset, og den, der (måske uden at ville det) kommer til at give telefonen opmærksomhed midt i en samtale.

 

Vi lever i en verden, hvor vores opmærksomhed bliver revet i fra alle sider. Men netop derfor er nærvær blevet en form for gave. Noget særligt. Noget vi mærker, når vi får det – og savner, når vi ikke gør.

 

 

Hvad vil det sige at være nærværende?

 

At være nærværende handler ikke bare om at være fysisk til stede. Det handler om, at vi er mentalt og følelsesmæssigt til stede. At vi lytter – ikke bare med ørerne, men med vores blik, vores krop og vores hjerte.

 

Det betyder, at vi ikke tænker på det næste, vi selv vil sige. At vi ikke svarer automatisk. Men at vi oprigtigt er interesserede i den anden.

 

Det kræver noget af os. Men det giver os også noget igen.

 

 

Hvorfor er nærvær vigtigt?

 

Når vi oplever, at nogen virkelig lytter til os, sker der noget i os. Vi slapper lidt mere af. Føler os vigtige. Mærker, at vi har værdi – som vi er.

 

Nærvær skaber tryghed i vores relationer. Det styrker tilliden. Og det mindsker misforståelser og følelsen af ensomhed, selv når vi er sammen med andre.

 

Vi kan mærke det, når nogen er nærværende – og når de ikke er det. Og vi kan mærke forskellen, selv i små øjeblikke.

 

 

Hvorfor er det så svært?

 

Det er ikke fordi vi er ligeglade. Eller ikke vil være nærværende. Men vores hverdag er fyldt med ting, der forstyrrer os. Vi har en telefon i lommen, der vibrerer og lyser op. Vi har et hoved, der er fyldt med to-do-lister og tanker om det næste, der skal nås.

 

Nogle gange flygter vi også lidt fra nærværet. Fordi det kan være sårbart at være tæt på et andet menneske. Fordi vi ikke altid orker at tage ind, hvordan den anden har det. Eller fordi vi er vant til at være på vej videre, hele tiden.

 

Men det er ikke en kritik. Det er en kærlig påmindelse. Vi glemmer det alle sammen. Og vi kan alle blive lidt bedre til at finde tilbage.

 

 

Små skridt mod mere nærvær

 

For at blive mere nærværende, er der nogle ting, du selv kan gøre. Det kræver ikke meget af dig, men det kan alligevel være svært.

Nedenunder har jeg oplistet nogle ting, du kan gøre for at blive mere nærværende.

 

 Læg telefonen væk, når du er sammen med nogen.

Kig op, når nogen taler til dig – og mød deres blik.

Lyt, uden at planlægge hvad du vil sige bagefter.

Træk vejret dybt, når du mærker, at du er på vej væk i tankerne.

Det er ikke altid let. Men det gør en forskel.

 

 

Måske kan du starte med at lægge mærke til de øjeblikke, hvor nogen virkelig er nærværende med dig. Eller når du selv formår at være det. Det er de øjeblikke, der bygger stærke relationer – og som vi husker længe efter.

 

 

Har du brug for mere ro i kroppen, så du kan være mere nærværende med dem, du holder af?

 

Hvis du oplever, at tankerne kører, kroppen er på overarbejde, og det er svært at være til stede – så er du ikke alene.

 

Jeg hjælper mennesker hver dag med at finde ro og komme ned i gear, så nærvær bliver muligt igen.

Du er altid velkommen til at kontakte mig på tlf. 23 91 61 50 eller skrive til mig, så tager vi snakken om, hvordan du kan få mere ro på din krop.

 

 

Tak fordi du besøger vores blog.

 

>> Du kan læse flere af vores blogs ved at gå til oversigten her <<

Denne blog er skrevet af:

 


Kirsten Basballe

Kranio sakral terapeut hos Ro & Velvære